Total Hip Replacement & Anyankofo

Med en unik blanding af ghanesisk highlife, reggae, dub og soul bringer Total Hip Replacement & Anyankofo varme, pulserende grooves og hårdtslående blæs til de danske spillesteder i foråret 2027. Med deres rødder i Danmark og Ghana skaber de en dynamisk og håbefuld lyd, mens budskaberne er direkte og drejer sig om den bekymrende retning, verden bevæger sig i. Live skaber det ni personer store kollektiv et inkluderende rum, der bobler af smittende legesyge.

Årene 2022-2026 har været eksplosive for bandet. Udgivelsen af bandets første dansk/ghanesiske album Anyankofo førte til omfattende turnéer i Europa, Sydamerika og Vestafrika. Både udgivelsen og liveshowet har modtaget flotte anmeldelser i magasiner og radio og kulminerede med succesfulde optrædener på legendariske europæiske festivaler som Bout du Monde (FR) og Reggae Jam (DE).

Nu er bandet klar med projektets andet album Ehum. Albummet er blevet til på vejen – gennem turnéer, rejser i Ghana og jams med musikere fra både Ghana og Danmark. Efter flere års venskab og musikalsk udveksling går bandet endnu dybere ind i mødet mellem deres forskellige kulturelle rødder og skaber et nyt fælles musikalsk sprog.

Ehum bliver startskuddet på en ny stor musikalsk rejse. Først går turen langs den vestafrikanske kyst med koncerter i Senegal, Elfenbenskysten og Ghana. Derefter venter Europa, hvor bandet tager nye indtryk, eufori og stor varme med til de danske spillesteder i februar-marts 2027.

Ehum betyder ?storm? på Fante, sproget som tales af Total Hip Replacement & Anyankofos tre medlemmer fra Cape Coast. Men stormen på albummet er ikke kun et billede på uro. Den findes også i mødet mellem mennesker, i bevægelsen mellem Danmark og Ghana og i forsøget på at finde fodfæste, når de ting, man troede var faste, flytter sig.

Det er udgangspunktet for Ehum, det andet album fra det dansk-ghanesiske ni mand/kvinde store kollektiv. Albummet er blevet til på vejen, i studier og gennem utallige jamsessions – et resultat af et musikalsk samarbejde, der har fået lov til at udvikle sig over tid og på tværs af kontinenter.

Her mødes ghanesisk highlife, reggae, dub og kollektiv improvisation i et udtryk, der både har dybe rødder og en tydelig nutidig nerve. Musikken er bygget på rytme, samspil og nysgerrighed, men også på de spørgsmål, der opstår, når mennesker med forskellige historier og udgangspunkter forsøger at skabe noget sammen.

Efter Anyankofo fra 2022 tager bandet endnu et skridt ind i det musikalske fællesrum. Med Florence Adooni & hendes band, Nsoroma fra Santrofi, Kwame Yeboah og den vestafrikanske reggaelegende Tiken Jah Fakoly som medspillere bliver Ehum et album om rødder og bevægelse, identitet og tilhørsforhold, ulighed, håb og det at holde fast i forbindelsen til andre mennesker.


Pladser: Ståpladser

Forventet sluttidspunkt: kl. 22.00

  • Dato: 20 / 03 / 2027
  • Tidspunkt: 20.00
  • Dørene åbner: 19:00
  • Sted:
    BYGNINGEN
    Ved Anlæget 14B
    7100 Vejle
  • Arrangør: BYGNINGEN - Kulturhus & Spillested
    Kategori: Koncert
  • Billetpris: 220 kr.
  • Dørsalgspris: 235 kr.