Historie

Bygningens historie går langt tilbage

Huset blev oprindeligt døbt Arbejdernes Forsamlingsbygning. Da det blev indviet i 1920, stod det som et imponerende svendestykke skabt af Vejles faglige foreninger, der stod bag byggeriet.

Fra 1920 og frem til begyndelsen af 1960’erne var Arbejdernes Forsamlingsbygning samlingssted for kongresser, store forsamlinger, politiske møder og mange andre begivenheder. Huset satte Vejle på landkortet — og i folkemunde fik det hurtigt sit kortere navn: Bygningen.

I 1960’erne begyndte de faglige organisationer i stigende grad at få egne mødelokaler. Behovet for huse som Bygningen blev derfor mindre, og i begyndelsen af 1990’erne solgte fagforeningerne huset til en lokal forretningsmand.

Herefter blev der sat gang i forskellige initiativer og idéer for husets fremtid. Der blev blandt andet etableret kulturbørnehave, butik, koncertaktiviteter og en mindre virksomhed. Men i slutningen af 1990’erne gik udviklingen i stå, da den lokale forretningsmand pludselig gik bort, og Bygningen stod i et tomrum.

Heldigvis havde Vejle Kommune allerede haft øje på huset i flere år — blandt andet som et muligt hjemsted for byens rytmiske musikliv. I 2001 faldt et mageskifte med en kommunal ejendom på plads, og Vejle Kommune blev ny ejer af Bygningen.

Derefter blev Vejles borgere inviteret med i arbejdet med at forme husets fremtid. Hvad skulle Bygningen være — ud over et sted for rytmisk musik? Der kom mange gode forslag, og flere af dem kan stadig mærkes i de aktiviteter, der fylder huset i dag.

I årene 2006-2008 blev indkøbscentret Marys opført omkring Bygningen. Det betyder, at Bygningen i dag er en integreret del af centret, og at man går gennem centrets indgangsdøre for at komme ind til selve huset.

I 2010 overtog fonden Vejle Kulturservice, med Jelling Musikfestival som hovedaktør, driften af Bygningen.