DJ-workshop – er DJing noget for dig?
Hvor tit står du til en fest og tænker: Det kunne være fedt at være den, der stod bag pulten?
På denne tretimers intro-workshop får du mulighed for at prøve DJing af helt fra bunden. Du behøver ingen erfaring – kun din egen computer og lysten til at lære lidt DJ-skills.
DJ Olivia vil introducere dig til de grundlæggende værktøjer og tanker bag et DJ-set. Vi arbejder både på computer og prøver kræfter med en DJ-controller. Du lærer blandt andet, hvordan du kan sammensætte musik til forskellige typer arrangementer og, hvordan man som DJ læser rummet, menneskene og stemningen på dansegulvet.
Olivia har DJ’et i fire år og spiller især blød house, R&B og gamle 90’er- og 00’er-bangers. Hun startede som en del af det kvindelige DJ-kollektiv DJs Have Feelings Too og læser i dag Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Du går ikke fra workshoppen som “færdiguddannet” DJ – men forhåbentlig med en meget bedre idé om, hvordan DJing fungerer, og om det er noget, du har lyst til at udforske noget mere.
Det praktiske
- Workshoppen varer tre timer og har kun ti pladser.
- Medbring din egen computer: Vi hjælper med at downloade den gratis software, du skal bruge, på workshoppen.