BLODMAANE er en eksplosiv kraft på den danske metalscene, som balancerer det rå og brutale med teknisk finesse og mørk atmosfære. Deres blackened death metal er et sammensurium af hidsige riffs, halsbrækkende hastigheder og imponerende guitarsoli. Med tilføjelsen af progressive og emotionelle nuancer, skaber Blodmaane et sonisk landskab, der er lige så varieret, som det er knusende tungt.
Med Blodmaane på scenen kan man opleve en optræden, som svæver mellem hæsblæsende vrede og hypnotiserende melankoli – en understregning af bandets sigte mod storhed. Dette har de bevist talrige gange på de danske spillesteder og det har blandt andet bragt dem til Wacken Metal Battles finale i Danmark, Copenhells armbåndspåsætning og senest to headlinerkoncerter på et tætpakket Headquarters og et udsolgt Stengade i januar 2026.
Samtidig med headlinerkoncerterne blev Blodmaanes første single “Collide” udgivet, mixet og mastereret af Jacob Hansen (Volbeat, Arch Enemy, Amon Amarth m.fl). Den udtrykker en musikalsk ambition, hvor tunge riffs og dobbeltpedal går op i en højere enhed med korstemmer og strygere. De medrivende ideer udvider sig kun yderligere i den igangværende tilblivelse af deres første fuldlængde album – dette er kun starten for Blodmaane.
MITE spiller hardcore. Det er kort, hårdt og voldsomt. Liveshowet er eksplosivt, og det bliver kun mere eksplosivt, jo mere publikum er med. Mite vil have alle ind i pitten, alle op på scenen. Koncerterne er konstant i et grænseland mellem forløsning og totalt kaos.
SOUNDVENUE bekræfter: “Jeg mistede totalt pusten under Mites opvisning i benhård metallisk hardcore. Det skyldes blandt andet kvartettens nærgående, tunge og brutale breakdowns, der føles som at få en lussing i ansigtet.”
RADON METAL MAGAZINE supplerer: “Bandets set er højenergisk og medrivende. De formår at genskabe den rå og upolerede lyd fra pladen live. Det er som om tiden går i stå foran scenen og man ænser ikke, at sangene skifter. Der er gang i pitten. Bandet fyrer den af på scenen!”
HEAVY METAL.dk understreger: “Der var ikke noget poleret over denne optræden fra MITE. Det var nærmere et studium i nådesløs, bestialsk og grum hardcore, og for pokker hvor det virkede..”