Kajsa Vala

Kajsa Vala



Efter et intenst forår på de danske landeveje er dansk-islandske Kajsa Vala og hendes ualmindeligt velspillende band ved at lægge sidste hånd på et album, som vil udgøre lydsporet til den næste turné, der starter i oktober 2018.

Siden Kajsa Vala sidste år lagde Spot festivalen ned, har hendes navn summet i krogene, og forårets turné har skabt opmærksomhed om bandet langt uden for hjembyen Aarhus.


»Det er vidunderligt at mærke et publikum, der bakker så godt op om vores koncerter. Vi får så god respons og så megen kærlighed tilbage, at det svært ikke at smile hele tiden«, siger Kajsa.


Nu skruer hun yderligere op for musikken. Og det er AMERICANA, hun spiller. En genre, der sjældent synes at lykkes for andre end netop amerikanerne selv. Med en islandsk mor og en dansk far har Kajsa Valas musik rødderne plantet i den nordiske

muld. Men hun har i flere omgange boet i Nashville for at dykke dybt ned i sangskriver-håndværket, og det har formet hendes eget take på den amerikanske musiktradition. Kajsa har skabt sin helt egen lyd.


Hvis man skal placere hende i referencernes land, rammer hun skævt ind et sted imellem Alison Krauss, Gillian Welch og Cat Power. Kajsa Vala udbygger frygtløst Americana-traditionen med antydninger af pop, en tendens, man for eksempel også hører hos

de svenske søstre i First Aid Kit, som heller ikke er bange for at krydse genrer.


Kajsa Vala er en fremragende tekstforfatter, en sanselig vokalist og en kvindelig guitarist, der mestrer sit instrument, fra akustisk og dobro til en stærk, tung elguitar. Omkring sig har hun musikerne Anders Thorborg, Astrid Steen Noringriis, og brødrene Nis og

Kristian Hybel. Et tæt sammenspillet hold.


I efteråret drager Kajsa Vala og bandet så igen ud på en turné, der fører dem rundt i det meste af landet. Turnéen begynder 25. oktober i Silkeborg og slutter på hjemmebane i Musikhuset i Aarhus 6. december.


BAND


Kajsa Vala: Vokal og Guitar

Anders Thorborg: Trommer, Vokal

Kristian Hybel: Bas, Vokal

Nis Hybel: Guitar, Vokal

Astrid Steen Noringriis: Harmonium, Percussion, Vokal

Dato
lørdag 24. november 2018
Arrangør
Start
20:00
Dørene åbner
19:30
Forsalg
150,-
Dørsalg
170,-
Køb billet

Find vej