luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Stan Getz Tribute

Stan Getz Tribute



En legende med danske rødder

Tenorsaxofonisten Stan Getz er stadig – 30 år efter sin død – en af verdens mest kendte jazzmusikere. Han er især kendt for sin deltagelse i bossa nova-bølgen, der skyllede over kloden i start 1960’erne, og som solgte millioner af plader! Det var samarbejdet med Joao Gilberto, Antonio Carlos Jobim og sangerinden Astrud Gilberto samt guitaristen Charlie Byrd. Der var sensualitet i luften i disse år, da de brasilianske rytmer ramte verdens ører.

Tidligere var Stan Getz en del af “Cool Jazz”-bølgen, en vestkyst-baseret (USA) afbalanceret jazz, som kom som reaktion oven på bebop-jazzens iltre glød.

Senere igen var Getz en af de betydeligste eksponenter for hardbop-jazzen, der virkelig etablerede jazzen som en betydelig kunstform.

 

I USA, Getz’ hjemland var det svært at overleve som jazzkunstner, hvilket betød at mange kunstnere kom ud i narkotika misbrug. Det var en kamp, som Getz kæmpede hele sit kunstnerliv. Det var den mørke side af al den skønne og smukke musik, som kom ud af hornet.

 

I Danmark har vi endda haft Stan Getz boende i årene 1958-61, hvor han var med til at gøre København til en af Europas jazz-hovedstæder. I disse år var han med til at udvikle en hel generation af jazzmusikere, som kunne høre og blive inspireret af mesteren, når han optrådte i Jazzhus Montmartre. Getz bevarede hele sit liv tilknytningen til Danmark, og sine allersidste indspilninger, mens han var dødsmærket, lavede han i København sammen med pianisten, Kenny Barron. Det er (også) legendariske indspilninger, hvor en musiker skriver sit musikalske testamente.

 

Der er således al mulig grund til at hylde Stan Getz, når hele to saxofonister vil spille i mesterens ånd. Christina von Bülow og Claus Waidtløw har sammensat denne kvintet, som også rummer pianisten Martin Schack. Desuden Kasper Tagel på bas og Janus Templeton på trommer.

 

Det er et meget, meget stærkt orkester, der vil spille melodier forbundet med Stan Getz. Selv skrev Getz kun ganske få melodier. Han var fortolkningens mester med sin egen let-genkendelige tone, hvilket gav ham øgenavnet “The Sound”.

Von Bülow og Waidtløw sammen er en nyskabelse på den danske jazzscene, og vi kan se frem til en stor jazz-aften med fremragende solister.

 

Christina von Bülow fik i 1990 den unikke chance at tage privattimer hos Stan Getz i hans hjem i Malibu, et år før han døde. Han tog imod hende med stor gæstfrihed, og de mødtes adskillige gange og hun tilbragte mange inspirerende timer med ham under sit lange ophold i Los Angeles. Stan Getz blev som en mentor for von Bülow, og denne aften i JIVE vil hun påkalde Getz i jazz-himlen.

 

 

Line up:

Christina von Bülow: sax
Claus Waidtløw: sax
Martin Schack: piano
Kasper Tagel: bas
Janus Templeton: bas

Dato
tirsdag 25. februar 2020
Arrangør
Start
19:30
Dørene åbner
19:00
Dørsalg
140,-
Medlem af JIVE kr. 100,-
Billetsalg i døren

Følg os på Instagram #bygningenvejle


Find vej