Emo!? Punk!? Klub!? Industrial!? Eller bare Pop?
ØNDI er en kompromisløs fusion af ungdommelig energi, generationsbevidst humor og hårdtslående produktioner. Resultatet er en unik, inkluderende liveoplevelse, som allerede er blevet anbefalet og fremhævet på tværs af musikbranchen.
Frontmand Tobias Bjergs karismatiske tilstedeværelse fører publikum ind i et univers af ungdommelig selviscenesættelse og fællesskab, hvor ØNDI skubber til grænserne for, hvad dansk popmusik kan være. Hvor andre højenergiske acts dyrker moshpits og kaos, skaber ØNDI fester, der handler om inklusion og dans.
Bandet blev dannet med en klar vision: at skabe et projekt, hvor energien – ikke genren – er det samlende element. Lyden, der tog form på debut-singlen 'DUM SANG' og debut-EP’en COPY PASTE (2023), blandede elektronisk pop med industriel punk og satte gang i den danske undergrund. Året efter overraskede ØNDI med 'Fuck Dit Berlin' og den klubbede 'anti-klub'-EP IK SET DET FØR (2024). I 2025 vendte de tilbage med den pop-punkede GUD & DANMARK, ledsaget af en turné i gule læderjakker og på sorte motorcykler.
Nu står ØNDI foran deres afsluttende kapitel. Den kommende EP GAME OVER bliver deres mest personlige og nærværende udgivelse til dato. Som Tobias Bjerg formulerer det:
“Vi har solgt motorcyklerne, købt en camper og gør os stille klar til verdens ende … og så har vi lavet en sidste samling sange, der skal ud, før det hele vælter.”
Med den melding er ØNDI klar til at rulle ud på de danske landeveje, med missionen om at fejre fællesskabet, én sidste gang, inden alt går under. Publikum kan forvente en oplevelse, der efterlader både tinnitus i ørerne og kærlighed i kroppen.
Vær med til begyndelsen på enden, når ØNDI siger Game Over.
________________________________________________________________
drømmeganger
I en storm af pop, rock og techno står drømmeganger klar til at indtage den danske livescene og sætte aftryk, som nægter at blive glemt. Med deres stærke og genrebrydende udtryk, griber de publikum ved hånden og tager dem med til koncerter af en kaliber, der sjældent er set hos bands så ubeskrevne.
Koncerter, der både bringer det storladne og intense, såvel som det personlige og intime.
Koncerter, hvor dansksprogede tekster og jordnære øjeblikke danser imellem bombastiske saxofonsoloer og intense rytmer.
Allerede ved deres debut viste de fem unge musikere, at de var klar til mere. Med sangene solidt plantet i et gennemarbejdet liveshow, blev aftenens sidste toner mødt af jubelen fra et henrykt publikum på mere end 100 fremmødte.
Om koncerten blev blandt andet skrevet:
"Projektet, (...), sigter fra start efter store scener med backtracks, visuals og koreograferet sceneshow. Musikken strækker sig fra skrøbeligt rørende momenter med Ludvigs el-bas som eneste akkompagnement til hårdtpumpet popfest med både elektroniske og håndspillede virkemidler. Bandets debutkoncert på Godset var imponerende godt tilrettelagt og udført og tog det talstærkt opmødte publikum med storm - inklusiv undertegnede." - Kasper Bai Andersen
Lyset dæmpes, og rummet står stille. Forventningerne er usikre, men store.
Spændingen øges, og verden standser op i et gyldent øjeblik.
Der er ingen plader udgivet. Ingen gamle hits. Ingen kultklassikere. Kun levende, ren energi i nuet.
Drømmeganger træder ind i lyset. Vil du med?
|
Dato
fredag 20. marts 2026
|
|
Arrangør |
|
Start |
20:00 |
Dørene åbner |
19:30
|
Pladser |
Ståpladser |
Forsalg |
170,- |
Dørsalg |
195,- |