CEVIL er kunstnernavnet for den 24-årige sanger, sangskriver og producer Cecilie Vahle. Siden 2022 har Cecilie arbejdet målrettet med sin musik i samarbejde med sin manager Birk Storm (PRISMA, Laura Ziani, Nicklas Sahl mfl.). Det har resulteret i kompromisløs popmusik, der har et snert af retro- og hyperpop, og som trækker på inspiration fra mange forskellige afkroge af musikkens verden. Fra St. Vincent til HAIM og Caroline Polachek kredser CEVILs inspirationskilder særligt om den antifabrikerede lyd, der oser af integritet: En integritet, der også tydeligt skinner igennem CEVILs eget katalog.
I efteråret 2023 singledebuterede CEVIL med ”Don’t Speak” efterfulgt af en håndfuld alsidige singler – herunder ”20 BPM”, som havde premiere på Soundvenue og P3, og blev omtalt i Politiken med ordene; ”Dansk popmusik har altid brug for flere oddballs. Flere originaler, flere skøre kuler, flere uregerlige kanaljer, der tegner lidt uden for stregerne. Og når man har det sådan, er det svært ikke at falde ret pladask for Cevils nye single (…)”.
I december 2024 fulgte debut-EP’en, FREAK, der rammer Politikens beskrivelse af CEVIL-universet helt perfekt. EP’en er nemlig et direkte resultat af Cecilies freaky sind og legende tilgang til musikskabelse.
ANA JUÉL laver pop-r’nb med en international sound, der lader hendes sydamerikanske baggrund skinne igennem. Den 25-årige Juéls sange indeholder budskaber, der emmer af oprør og retfærdighed, mens produktionerne er laid back, detaljerige og på en underspillet måde giver lyst til at danse.
Tidligere på året udgav hun singlen "Not Here To Satisfy Ya". En sang hun selv beskriver således: "Det er en sang, der skal minde en om, at det er vigtigt at turde sige sin mening højt. Og at det er meningen, der er vigtig – ikke hvad folk tænker om én." "Jeg ser enormt meget op til folk, der tør stå på mål for, hvem de er, og hvad de mener, og som heller ikke er bange for at fejle. Nogen, der sætter sig selv på spil. Jeg håber, at 'Not Here To Satisfy Ya' kan være den reminder, der gør, at man tør gå ud i verden, rette ryggen og være lidt mere modig,” afslutter hun.
Den følelse af empowerment, som Ana Juél beskriver, understreges af singlens titel og komposition, samt kompromisløse tekstlinjer som: "Won't be praising bad behaviour / save your excuses for later."
Dato
fredag 19. september 2025
|
|
Arrangør |
|
Start |
19:30 |
Dørene åbner |
20:00
|
Pladser |
Ståpladser |
Forsalg |
150,- |
Dørsalg |
175,- |