Hjalmer

Hjalmer

Support: Soels


Nu kan Hjalmer-fans i 15 nye danske byer se frem til koncertbesøg fra den populære sanger, der forlænger albumturnéen i foråret og rammer landevejen igen til efteråret med debutalbummet Midt I En Drøm Eller Noget Der Ligner.

 

Danske Hjalmer har allerede haft meget at glæde sig over i 2020. I midten af januar modtog han en eftertragtet guldplade for sin fortolkning af kæmpehittet “Dig og Mig”, og med debutalbummet har hans sange efterhånden rundet 30 mio. plays på Spotify. Ikke nok med det, blev han i starten af februar nomineret i hele fem kategorier til GAFFA Prisen 2020. Nu kan Hjalmer igen finde smilet frem, for grundet stor efterspørgsel på hans kommende albumturné annoncerer han nu hele 15 nye koncerter. Således kan fans i byer som Herning, Holstebro, Rødovre, Holbæk, Nyborg og Vejle se frem til visit fra den unge sangskriver til efteråret.

 

”Der er sket så mange vilde ting det sidste år med den ene milepæl efter den anden. Og at det fortsætter i 2020, og at vi nu kan tilføje 15 shows til albumturnéen er fuldstændig overvældende for mig. Det bedste i verden er at spille live for publikum, og jeg glæder mig til at give den alt, jeg har, og skabe en kæmpe fest,” udtaler Hjalmer om de nye koncerter.

 

Den store efterspørgsel understreger, at Hjalmer, trods sin unge alder, allerede har godt tag i både fans og anmeldere, når han går på scenen med sin oprigtige og ungdommelige sangskrivning, som han gang på gang leverer med et enormt nærvær og en ukuelig spilleglæde. “Bedre end pop”, “Skuffer Ingen”, “Legelystne Larsen” var de mellemrubrikker, GAFFAs anmelder blandt andet brugte til at beskrive “Hjertelige Hjalmer”, da han for få måneder siden spillede på en akustisk koncert på Dexter i Odense.

 

Den stærke performer har altid boet i ham, og da han indtog scenen i et propfyldt P3 telt på Smukfest i 2019, var der ingen tvivl om at publikum var tryllebundet fra start.

Hjalmer er med andre ord født til at stå på en scene, og det er derfor heller ikke uden grund, at han i 2019 kunne prale af en nominering i kategorien ‘Årets Nye Danske Livenavn’ til Danish Music Awards.

 

 

Support:

 

Soels har netop udgivet sin debutsingle ’Free’ – en punchy, soulet popsang med et dobbelt budskab: Sæt pris på de personer, der er der for dig i tykt og tyndt, men giv også dig selv lov til at være egoistisk. Soels kan snart opleves live, når han tager med som support på Hjalmers kommende turné.

 

Soels aka. Søren Emil Lunøe Schiødt, skriver sange med inspiration fra sit eget liv. Samtaler og oplevelser med sine venner, familie og kæreste lægger grundlaget for indholdet i sangene, og debutsinglen ’Free’ er ingen undtagelse:

’Budskabet er, at man skal sætte pris på de personer, der er der for dig i tykt og tyndt. Samtidig med, at det skal være okay at sætte sig selv først til tider,’ forklarer Soels.

 

Soels er mere end klar til at tage hul på solokarrieren, og ifølge ham har det længe været sikkert, at det netop er ‘Free’, der skal starte det hele. Han fortæller: 

’’Free’ betyder rigtig meget for mig. Det er en af de sange, jeg er allergladest for, og nu kommer den endelig ud. Det er kæmpestort.’ 

 

Soels tager i efteråret 2020 og vinter 2021 med som support til Hjalmers kommende Danmarksturné. Soels glæder sig utrolig meget til at besøge alle byerne og opvarme for Hjalmers fans:

’Jeg glæder mig helt enormt til at komme ud og spille mine sange for folk i hele landet, og jeg er ret oppe at flyve over at få lov til at gøre det foran Hjalmers publikum, og så i en tid som denne. Det bliver magisk!’

 

‘Free’ bliver udgivet d. 25. september, og er første single til en kommende EP, der lander inden længe. EP’en er produceret af Emil Lei og co-produceret af Vasco, som tidligere har arbejdet med navne som MØ, Scarlet Pleasure og Soleima.

Dato
lørdag 31. oktober 2020
Arrangør
Start
21:00
Dørene åbner
20:00
Forsalg
220,-
Dørsalg
245,-
UDSOLGT

Find vej