Søren Krogh m. Band

Søren Krogh m. Band



SØREN KROGH, Vejles egen troubadur fra nord, har med sit nye band og produceren, Dennis Ahlgren været i studiet og indspille en stak nye sange til albummet, "Globus". ”Hvorfor Globus, kunne man spørge ? Fordi vi kommer hele vejen rundt. Jeg blev skilt for nogle år siden, og det kom der heldigvis nogle sange ud af. Sange om kærlighed og smerte. Men også sange om at være på røven, på rejse, på vej ud i det blå på jagt efter nye eventyr”, fortæller Krogh. 

Krogh har fået nyt orkester, som rører grundigt rundt i roots/americana/bluesfolk-gryden under indspilningerne af de spritnye sange, som udgør det nye album. Orkestret består foruden Krogh af: Janus Bechmann (guitar, dobro og banjo), Dennis Ahlgren (mandolin, banjo mm) og Jens Kr. Dam (trommer, cajon og percussion)

”Det er lige før, at vi sidder i rundkreds og spiller”, siger Krogh'en spøgefuldt og fortsætter; ”Nej, vi spiller bare sangene helt håndholdt og garanteret ikke på samme måde to gange. Mine musikere er fantastiske, og vi kunne godt bytte rundt på pladserne – de spiller på det hele. Og det kommer til at dampe af nærvær, spontanitet og stor musikalitet”. Som koncertnavn er Krogh en stor musikalsk oplevelse, men han er altså også bare en af musikbranchens bedste historiefortællere. Ikke for ingenting at han ofte karakteriseres som Niels Hausgaards arvtager.

”Nu har jeg aldrig opfattet mig selv som sanger”, sagde Krogh, da han modtog Danish Music Award-folk-prisen i 2016 som årets sanger … og fortsatte: ”Men måske mere som historiefortæller…” Folkesanger er måske egentlig mere rammende. Krogh modtog i øvrigt en DMA i 2013 som årets sangskriver.

I oktober 2018 debuterede Krogh desuden som forfatter. I mere end 20 år har han til sine koncerter ladet sine sange få følgeskab af historier, introduktioner, anekdoter, whatever. 21 af disse baggrundshistorier med tilhørende sangtekster foreligger nu som ”Historier”.

Dato
torsdag 11. april 2019
Arrangør
Start
20:00
Dørene åbner
19:30
Forsalg
150,-
Dørsalg
170,-
Køb billet

Find vej