Sangerinden Katinka udgav i 2014 sin debut EP ”I Røntgen” som blev indspillet i samarbejde med produceren Simon Ask i hans stue på Nørrebro – og siden da er det gået stærkt.
KATINKAs poetiske og eksperimenterende popmusik, der benytter alt fra stueorgel, skabe, lamper, støvsugere og hårspænder til at skabe lyd, har bl.a. fået airplay på P3 og P6 og en 3. plads på Det Elektriske Barometer. Sommeren 2015 blev de udråbt som vinder af Karrierekanonen og har optrådt til Kronprinsparrets prisfest på Kulturværftet i Helsingør, og i maj 2016 udgav de deres anden EP ”Lufthuller”.
Til foråret 2017 udkommer KATINKAs debutalbum og allerede nu kan man lytte til et af numrene fra albummet. Og Katinka kan det der med ordene.
”Du tænker ikke” handler om at blive svigtet, men også hvordan man overlever det, hvordan alt der kommer ind i kroppen, også skal ud igen. Hvordan vi, af et menneske, kan blive brækket op i små stumper og stykker, og så er det desværre kun os selv, der kan bygge det op igen. For lige når man får renset de værste smerte ud af sin krop, så begynder alle de små detaljer, der syntes at være så ligegyldige, at dukke op. Hvordan træbordet ridsede dine hænder, sommerfuglene i maven og en halv berøring.
”Du tænker ikke” er skrevet oven på alle de små detaljer, vi alle bliver efterladt med, når nogen eller noget forsvinder. Den er skrevet simpel og nøgternt på en ukulele med tre akkorder. Men da den fik lov til at komme ind i Simon Asks hjemmestudie, og han fik pustet liv i den, blev det en helt ny sang. Sangen blev storslået, larmende, altid i bevægelse som et lokomotiv, der aldrig vil stoppe, og den kunne stå helt selv uden hjælp. Nogle gange fortjener de små detaljer den største opmærksomhed.
SUPPORT: Bene
Benedicte Pierleoni er bedre kendt som trommeslager fra den danske grungetrio Baby In Vain.
Soloprojektet Bene var stadig purungt, da Christian Hjelm i 2015 indlemmede hende som support på hans 11 koncerter over hele Danmark. Hjelm havde tydeligvis spottet et stort talent hos sangskriverinden, der på dette tidspunkt kun havde spillet én koncert og udgivet to numre. Derfor takkede han også ja, da Pierleoni et halvt år senere inviterede ham med i studiet som producer på hendes kommende EP, der nu udkommer under titlen ‘Forgotten Memories’.
Pierleoni udtaler om indspilningsprocessen: »Vi var 4 dage i studiet, og indspillede én sang hver dag, hvor jeg selv indspillede alle instrumenter. Jeg tror det ord vi brugte mest i de dage var “vibe”. Altså der kunne sagtens være en masse småfejl på de første takes, hvor vi alligevel besluttede os for at beholde dem, fordi stemningen var rigtig – det var mere vigtigt for os, end at tage de samme takes 10 gange og blive fuldstændig sindsyge oven i hovedet.«
Musikalsk er vi milevidt fra den skramlede rock i Baby in Vain, hvor de nye numre hver især byder på hjertelig folk, tudende horn og Benedictes skæve vokalmelodier. Pierleoni beskriver desuden den nye EP som et særdeles personligt udspil med stærke forbindelser til for eksempel familiære forhold. Udgivelsens artwork er malet af Benedictes morfar, mens sangen ‘American Dreams’ omhandler hendes tipoldemor, der ulykkeligt forelskede sig i en soldat under 2. verdenskrig.
»Det er klart en meget personlig plade. Ligesom hos så mange andre, tror jeg mine sange starter i en eller anden situation fra mit virkelige liv. Gennem det prøver jeg at skabe noget universelt, men som jeg i hvert fald håber også rammer lytteren på et personligt plan.« udtaler Pierleoni om inspirationerne bag ‘Forgotten Memories’.
Bene har tidligere udgivet singlerne ‘Broken’ og ‘The Mood’ i 2014 via Mermaid Records.
Dato
fredag 28. april 2017
|
|
Arrangør |
|
Start |
21:00 |
Dørene åbner |
20:00
|
Forsalg |
100,- |
Dørsalg |
120,- |