Folkeklubben

Folkeklubben



FOLKEKLUBBEN er klar med 2. singlen fra det kommende album ”Danmarksfilm”. Sangen ”Ske noget mere” er en rendyrket og dansabel popsang – dog med en poetisk opsang til bandet selv og det samfund, det er en del af.

 

Efter på debutpladen ’Nye Tider’ og gennem 450 koncerter på 3 1/2 år at have uddelt lussinger til højre og venstre - med to guitarer og en rejsekuffert – blev trioen i starten af 2014 enige om, at der skulle ’ske noget mere’. En ny og anderledes plade begyndte at tegne sig mod horisonten. Sangene på ”Danmarksfilm” er skrevet under den ”neverending-tour” som har kørt siden orkesterets start i maj 2011: i tourbussen, til lydprøver, langs vejkantens pile, på hotelværelser, og den er indspillet i de pauser og fri-weekender, der har været undervejs.

”Ske noget mere” inddrager så forskellige referencer som digteren Michael Strunge, popdivaen Rihanna, Lars HUG, elektro-funk-gruppen The Whitest Boy Alive og den danske guitarhelt Jørgen Ingmann. Og sangen kan, apropos sidstnævnte, passende betegnes som en moderne dansk dansevise; med en synth-bas, der ikke lader Rihanna meget tilbage at ønske, falsetsang a la HUG og en guitarpart, der minder om, at Jørgen Ingmann stadig er den mest funky guitarist i live. Teksten er inspireret af ordene på Michael Strunges gravsten – ”Væbnet med vinger” – og handler om menneskets evne til at flyve og tendens til at falde. Ambitionen bag sangen udtrykkes bedst i Michael Strunges digt ”Popsang” fra 1983:

”Jeg vil gerne være et foto
af en højtidelig og simpel popsang
i din bankende brystlomme
mellem bolsjer og smøger.”

Men kan det virkelig passe, at Folkeklubbens 2. single ikke rummer snerten af opsang til det Danmark, der i syngende stund stopfodres med madprogrammer, stand-up, krimier, fitness og helse, debatprogrammer uden substans og politik blottet for visioner og poesi? Nej, der skal ’ske noget mere’.

Dato
torsdag 22. oktober 2015
Arrangør
Start
20:00
Dørene åbner
19:00
Forsalg
200,-
Dørsalg
220,-
Køb billet

Find vej